Sådan får du en fed tur til Disneyland Paris

image

Hvis du allerede har været en tur forbi Disneyland Resort Paris, er det her ikke så interessant. Men hvis du ikke har, så forbered dig på spoilers udover al forstand. Overraskelser er altid gode, men nogle gange er det rigtig rart at være forberedt, specielt på én af restauranterne i parken. Men mere om den senere.

Jeg har været afsted 2 gange, første gang lige udenfor sæsonen og anden gang i August, midt i højsæsonen. Det kunne mærkes på folkemængden. Første gang var med begrænset mængde folk så der blev ræset frem og tilbage imellem forlystelserne. Kø? Hvilken kø? Anden gang.. Well, som minimum 15 minutters kø de fleste steder, og på de helt populære, over 2 timer. Og nogen folk venter vitterligt “tålmodigt” så længe for allerhøjest 10 minutters fornøjelse. Jeg har blot ét ord: FastPass.

Forlystelser du bør prøve

Medmindre man er meget kræsen, eller slet ikke har mave til op- og nedture i høj fart, bør man selvfølgelig prøve det hele. Eller, i det mindste det meste. Der er enkelte som er specifikt henvendt de helt små, men udover dem bør man ikke gå glip af nogen forlystelse. Her er 4 forlystelser som jeg har været igennem af flere omgange, og som man bestemt ikke bør gå glip af. Der er selvfølgelig flere, men jeg bliver aldrig færdig hvis jeg nævner dem alle.

Den ene er Space Mountain 2. Super fed, men sørg for at hold dig nede i sæddet hvis skulderpuderne der holder dig nede ikke holder fast om skuldrene. Ellers bliver de mørbanket. Det lærte jeg på den hårde måde, desværre.

Tower of Terror

Hollywood Tower Hotel

Den anden er Hollywood Tower Hotel. Det er et hotel fra 30’erne med en “forbandet” elevator, hvor de kører Twilight Zone stilen. Indgangen er ind igennem lobbyen, ud bagved og ned i kælderen og til sidst ind i en elevator. Vildt fed fra start til slut, da der virkelig er gjort meget ud af detaljerne i omgivelserne. Bare det at vente er lidt af en fornøjelse.

Den tredje er The Haunted Mansion. Den bygger på en historie ulykkelig historie om en brud og gommen. Mit Franske kommer til kort, så jeg ved kun hvad jeg så. Men turen foregår igennem kælderen i et hus der minder rigtig meget om Familien Adams. Igen, masser af detaljer og ting at kigge på når man venter og på vej ned i kælderen og hen til selve forlystelsen.

Den fjerde er Pirates of the Caribbean. Det er en mere familie-venlig tur i en båd igennem en grotte hvor man på sin vis ser filmen af samme titel udspille sig lige foran én. Den går også forbi restaurant Blue Lagoon. Hyggelig tur, hyggelig restaurant. Den nævner jeg senere.

De fire nævnte er ikke i nogen speciel rækkefølge, og er alle super seje på hver sin måde.

FastPass

Alt efter sæsonen er der enten meget kø, eller intet overhovedet. Hvis du skal afsted i en af høj- eller mellemsæsonerne, så brug FastPass hvor du kan. Det er en lille billet man kan få udskrevet nær en forlystelse, så man kan springe det meste af køen over imellem to tider. Tidsvinduet er på 30 minutter. Jeg har fx to liggende fra Indiana Jones forlystelsen som gælder imellem 17:50 og 18:20. Så der kan det give rigtig god mening at snuppe sådan én til en forlystelse man gerne vil prøve, men ikke vil stå for længe i kø ved.

Bare vær opmærksom på, at du bruger din indgangsbillet til at få et FastPass, og du kun kan have ét aktivt ad gangen per billet. Men når den forrige udløber, kan du med det samme få udstedt et nyt til en anden eller samme forlystelse. Et rigtigt fornuftigt sted at vælge FastPass er ved Ratatouille: The Adventure, da køen kan være helt ude af kontrol. Det værste jeg oplevede med den, var godt og vel 3 timer.

Extra Magic Hours

Hvis du bor på et af Disney hotellerne, får du en speciel billet til at komme ind i parken 2 timer før alle andre. Det er kun en bestemt del af parken der er åbnet i de to timer fra 8 til 10, men det giver god mulighed for at opleve parken med en begrænset mængde folk, og rig mulighed for at prøve nogen forlystelser uden at vente for længe i kø. Space Mountain 2 er bla. i den del der er åbnet tidligere.

Disney Temaparker

Disneyland Resort Paris har 2 temaparker, hver med deres helt unikke præg.

Disneyland Park

Disney parken er den bedst kendte, hvor tårnet fra Disneys logo står. Parken dækker over 5 forskellige, fantastiske ‘lande’.

  • Fantasyland
  • Discoveryland
  • Adventureland
  • Frontierland
  • Main Street U.S.A

Hver har de forskellige forlystelser, butikker og restauranter som alle er tro mod temaet. Main Street U.S.A er center delen, hvor man finder arkaden og de fleste butikker. Den er bygget op som USA i 20’erne.

Disneyland Park tilbyder 41 forlystelser med alt lige fra arkader til vilde rutsjebaner, til flotte labyrinter og Robinson Crusoes træhus og meget, meget mere.

Derudover finder man hele 25 forskellige restauranter i forskellig stil, lige fra billig fastfood til dyrere restauranter med eksotisk mad.

Læs også:  3 skønne getaways i Danmark

Disneyland parken tilbyder butikker i alverdens form til den handlelystige. Med hele 34 butikker, der spænder fra en frisør til beklædning, spiritus og mad, gaver, kunst, souvenirs og en fotograf, er der utrolig meget at tage fat i. Disneyland parken er virkelig stor.

Walt Disney Studios Park

Walt Disney Studios ligger i en helt anden boldgade, med nyere ting og langt væk fra prinsesse og western temaerne. Med ting som The Twilight Zone Tower of Terror og Rock ‘n’ Roller Coaster starring Aerosmith, er rammerne sat for aktion. Der er selvfølgelig også ting til de små, blandt andet et rally med bilerne fra filmen Cars og Ratatouille: The Adventure.

I denne park finder man blot 13 forlystelser og begivenheder, lige fra rutsjebaner til museer du kan spankulere rundt i. Mængden af restauranter er også i den mere begrænsede ende med blot 5 forskellige. Selvom det hele virker lille, så kan der sagtens ryge en god håndfuld timer derinde. Specielt, hvis man står 2-3 timer i kø til Ratatouille.

Disney Village

Disney Village efter mørkets frembrud

Ønsker man at handle lidt, så finder man i Studios parken hele 9 butikker med alt fra tøj til samleobjekter og souvenirs.

Disney Village

Disney Village ligger udenfor parkerne, og er det første man kommer igennem, hvis man går fra Disney hotellerne op til parken. Der findes ingen forlystelser, men er nærmere en gågade med butikker og restauranter. Her finder man 15 forskellige restauranter lige fra ‘The Steakhouse’ til McDonalds, med flere tema-restauranter iblandt.

Blandt de 15 restauranter finder man 10 butikker. Primært tøj af forskellig kaliber, men også gaveartikler, kunst, legetøj og andet diverse. Lego har blandt andet deres helt egen butik.

Restauranterne

Ved indgangen til Disneyland er der en stor mængde sikkerhed. Dine tasker vil blive gennemkigget i en x-ray skanner – ligesom i lufthavnene, og vagter vil skanne dig med en metaldetektor. Ekstra sikkerhed. Sikkerhed er noget der bliver vægtet helt utroligt højt i parken. At medbringe mad er et stort no-go. Igen, sikkerhed og så skal de også er det også der en stor del af deres omsætning ligger. Det betyder at alt frokost vil blive indtaget på restauranterne. Det er i sig selv ikke noget problem, men udvalget er ofte begrænset medmindre man vil grave dybt i lommerne.

Alt efter hvor i parken du befinder dig, er udvalget ofte burger eller pizza. Nogen steder er der ris-retter, kylling og lidt andet men det er typisk fast-food de fleste steder. Skulle du bevæge dig ind på de faktiske restauranter, ser udvalget helt anderledes ud.

Prisen er også pebret, men sådan er det. En menu koster typisk fra €12 og opefter ved de billige fast-food boder, og €25-30 fra de rigtige restauranter.

Mange af fast-food restauranterne har 3 menuer, og mulighed for at købe maden a la carte. Det samme med dessert, drikkevarer osv. Men menuerne giver et par euro besparelse.

Et eksempel her på hvordan menuerne kan se ud, taget fra Oberst Hathi’s Pizza Forpost (Colonel Hathi’s Pizza Outpost)

 

Hovedret Tilbehør Dessert Drink Pris
Menu 1 Rigatoni (pasta): Napolitana (V) eller Bolognese Salat (V) eller hvidløgsbrød med ost Frugt yoghurt (indeholder sukker) eller Tiramisu Sodavand, 50 cl €11.99
Menu 2 Lasagne Bolognese Salat (V) eller hvidløgsbrød med ost Frugt yoghurt (indeholder sukker) eller Tiramisu Sodavand, 50 cl €12.99
Menu 3 Pizza Royale eller Pizza Three Cheese (V) Salat (V) eller hvidløgsbrød med ost Frisk frugt kop eller Magnum karamel & nødde is-bar Sodavand, 50 cl €14.99

Vil man have et bredere udvalg af mere interessante retter er restauranterne et godt valg.

Én af restauranterne, der kom lidt bag på os med hensyn til købsflow, var The Lucky Nugget. Udover, at priserne er lidt højere end de andre steder – starter på €18.99 for en menu, foregik det sådan her: Man går ind ad døren og bliver prompte mødt af en tjener bag en skranke, som tager imod ens bestilling. Lige bag én, ved siden af døren, er der en menu man kan se på, men det hele er meget intimiderende, fordi man skal stå på et lille sted og beslutte sig for, hvad man vil have og samtidig betale up-front. Man beslutter simpelthen for, om man har plads og lyst til dessert inden man egentlig ved det. Og det er så den restaurant, der blev hentydet til tidligt i indlægget.

The Blue Lagoon

Hvis man tager en tur i The Pirates of the Caribbean, sejler man forbi restauranten The Blue Lagoon. Det betyder samtidig, at man sidder og spiser inde i en grotte, imens folk sejler forbi. Det er lidt specielt, men ikke desto mindre utrolig flotte omgivelser og hyggelig stemning. Noget man skal være obs på, hvis man vil spise der er, at det bestemt ikke er billigt sluppet.

Restaurant Blue Lagoon

Restauranten Blue Lagoon – en restaurant midt i en forlystelse

Det er en eksotisk fiskerestaurant – man kunne også få lam, men fisk og andet godt fra havet var det, som prægede mest. En simpel menu på en forret og hovedret er €31.99. Det er så uden drikkevarer.

Læs også:  3 fantastiske destinationer til din bryllupsrejse

Vi var 8 mennesker afsted, 6 voksne og 2 små børn. Regningen på vores lille tur ud i det blå, lød på godt og vel 2.300 kroner. Skulle I bestille fisk derfra, så kig efter ben. Jeg har aldrig oplevet noget så ubehageligt som et barracuda ben. Men fisken smagte godt.

Hotellerne

Langt de fleste hoteller ligger stort set op og ned ad parken. Første gang vi var afsted boede vi i Davy Crockett Ranch, som bestemt ikke ligger i nærheden. Vi var afhængig af en bil for at komme frem og tilbage, hvilket betyder ekstra udgift i form af brændstof og udlejning, hvis man ikke er afsted i egen bil. Der er dog en vis charme over at ligge ude i skoven i træhytter, og der er en tilhørende butik samt meget fin og stor svømmehal.

Det andet hotel, et af de, der ligger tættere på parken er Santa Fe. Den ligger ca 20 minutters gang fra parken, men gåturen er meget hyggelig så det betyder ingenting. Så kan man også vælge at komme og gå som man har lyst, og det er intet problem at blive hængende til fyrværkerishowet ved midnat – hvilket bestemt kan anbefales. Der er selvfølgelig også busser dedikeret til turen frem og tilbage fra parken, hvis man ikke vil gå alt for meget.

Santa Fe er inspireret af filmen Biler, og det ses tydeligt over det hele. Blandt andet er blokkene med værelser opkaldt efter de forskellige biler fra filmen. For eksempel Ferrarien Sally, tovtrækkeren Bumle og Lynet McQueen.

Alle hotellerne er bygget efter et bestemt tema, så hvis der er perioder man er mere til end andre, så kan Disney for det meste levere.

Disneys hoteller

Hvis man besøger Disneyland, så er det helt oplagt at anvende deres egne hoteller for den mest optimale oplevelse.

Istedet for stjerner som almindelige hoteller, så er deres hoteller angivet med Mickey Mouse nøgler.

Hotel Tema  Mickey nøgler  Gang fra parken  Ekstra
Disneyland Hotel Victorians stil fra 1880’erne 5 5 minutter Spisning med Disney-figurer, fitnessrum, sparum, swimming pool og room service
Disney’s Hotel New York Art Déco design, newyorker stil fra 1930’erne 4 10 minutter Fitnessrum, gratis shuttlebus, swimming pool, tennis og room service
Disney’s Newport Bay Club Charmerende maritimt 3 15 minutter Fitnessrum, gratis shuttlebus og swimming pool
Disney’s Sequoia Lodge Inspireret af de Amerikanske National Park hytter bygget omkring starten af 1900-tallet. 3 15 minutter Fitnessrum, gratis shuttlebus og swimming pool
Disney’s Hotel Cheyenne Western 2 20 minutter Gratis shuttlebus
Disney’s Hotel Santa Fe Inspireret af filmen Biler 2 20 minutter Gratis shuttlebus
Disney’s Dacy Crockett Ranch Bungalov Ingen angivet 15 min kørsel. Ingen busser. Swimming pool og tennis

Disneys partner hoteller

Disney har et partnerskab med en håndfuld andre hoteller, som også ligger nær parken. De ligger alle dog så langt væk, at gang ikke kan anbefales. Men der er gratis shuttlebus til og fra parken fra alle hotellerne.

Hotel Tema Stjerner Afstand fra parken Ekstra
Vienna International Dream Castle Hotel Designer værelser med kongeligt touch 4 10 minutter med gratis shuttlebus Fitnessrum, gratis shuttlebus, sparum, swimming pool og room service
Vienna International Magic Circus Hotel Luftige, farverige værelser 4 10 minutter med gratis shuttlebus Fitnessrum, gratis shuttlebus, sparum, swimming pool og room service
Radisson Blu Hotel Raffineret, elegant og moderne 4 10 minutter med gratis shuttlebus Fitnessrum, gratis shuttlebus, swimming pool og room service
Adagio Marne-la-Vallée Val d’Europe Aparthotel, værelserne er lejligheder 3 10 minutter med gratis shuttlebus Gratis shuttlebus og room service
Algonquin’s Explorers Hotel Maritimt 3 10 minutter med gratis shuttlebus Fitnessrum, gratis shuttlebus og swimming pool
Kyriad Hotel Hyggelige og charmerende værelser i pastelfarver 3 10 minutter med gratis shuttlebus Gratis shuttlebus
Hôtel l’Elusée Val d’Europe Overdådig parisisk stil 3 10 minutter med gratis shuttlebus Gratis shuttlebus
B&B Hotel Moderne og elegante værelser 2 10 minutter med gratis shuttlebus Gratis shuttlebus

Faciliteter på hotellerne

Flere af hotellerne tilbyder ting som gratis Wi-Fi, internet via fiberkabel, sikker opbevaring af værdigensager, minibar (mod tillæg), hårtørrer, pengeskab, tv med Disney Channel og internationale tv-kanaler og mere. Ikke alle hoteller tilbyder de samme ting, så undersøg hvad I har brug for, når I leder efter hotel.

Nyd det, også gangen

Der er utrolig meget gang involveret i et besøg i Disneyland. Prøv at tag en skridttæller med, det kan ikke være andet end sjovt at se, hvor meget man får gået – det er bestemt ikke lidt. Og nyd hvert øjeblik, det er det, som giver gode ferieminder. Uanset om I vælger et hotel nær parken eller et af de længere væk, så kan det ikke skuffe.

Og til sidst et godt råd: Hvis du har følsomme nerver eller meget lidt polstring omkring skuldrene, så tag et eller andet med, som du kan komme under trøjen eller t-shirten, når du skal op i de vilde rutsjebaner. Space Mountain: Mission 2 kan være ret nådesløs, når man hopper rundt i sædet.

Se alle Disneys aktiviteter her, og se om nogle er lukket. Det er altid rart at vide på forhånd, så man ikke bliver skuffet når man ankommer.

God tur.

Kunne du lide artiklen?
Tilmeld dig vores fælles nyhedsbrev med RejseGear.dk og modtag lignende rejseråd og gode tilbud

Jonas

Hej! Jeg hedder Jonas og driver til dagligt to sider. KanLeveUden.dk og Grejboxen.dk.

2 Responses

  1. Noha siger:

    Tak for en fin beskrivelse

  1. april 5, 2017

    […] kulinariske oplevelser, kultur og meget mere. Paris er også stedet du rejser hen for at besøge Disneyland. Paris er byernes by og bliver både associeret med mode, romantik, arkitektur og mad. Den franske […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *